Et kig i krystalkuglen – hvad bliver det hotteste i 2018?
Hvert år er der enkelte råvarer, der er mere populære end andre. I 90´erne var det rucolasalat og senere kom havtorn, chiafrø og tang. I 2018 spås det, at vi vil spise flere spirer, endnu mere gurkemeje og flere hampe- og sesamfrø.
Alt overvejende går det fortsat i den sundere retning. Mad med flere grønsager, mange avocadoer, kokos i flere variationer og sunde planteproteiner. Vi har set Buddha Bowls og tacos i mange varianter. Og disse tendenser fortsætter, samtidigt med at nye kommer til.
Fordi vi bliver mere og mere miljø- og økologiskbevidste, vil vi se flere spiselige potteplanter i boligen – krydderurter som dekoration, planter til at lave te af og blomster til at pynte maden med. De glutenfri produkter er ikke længere kun for allergikere. De glutenfri korn vil vinde frem, lige som mel af hampefrø, mandler, kokos og kikærter.
Tacos
Tacos-trenden er ikke død, tværtimod. I 2018 vil tacos også kunne serveres som morgenmad og dessert. De traditionelle majsskaller erstattes med skaller af mandel- eller kokosmel, eller skallerne erstattes af grønne salatblade og tang. Herved tilgodeses paleo-tanken om færre kulhydrater fra korn.
Veganere og vegetarer – grønne proteiner
Ingredienser som tofu, quinoa og bælgfrugter er fortsat ingredienser i danskernes måltider. Flere og flere praktiserer ”Meatfree Monday”, måske bliver der flere ”Meatfree” ugedage, og nogle går skridtet videre og bliver vegetarer eller veganere.
Indtaget af plantemælk øges også. Det er fx mandelmælk, havremælk, sojamælk eller rismælk. Vælg helst de usødede udgaver, så undgår du tilsat sukker, som er helt unødvendigt i plantemælk.
Chiagrød med æblekompot
- 3½ dl plantemælk, fx mandelmælk
- 4 spsk. chiafrø
- 1 stort æble, skrællet og skåret i tern på 2 cm
- Kornene fra ¼ vaniljestang
- 1-2 tsk. honning
- 25 g pistacienødder, hakkede
Bland mælk og chiafrø og lad det stå nogle timer eller natten over i køleskabet – rør i blandingen af og til de første 10 minutter, så eventuelle klumper opløses. Kompot: kom æblerne i en lille gryde med et par skefulde vand og vaniljekorn. Kom låg på og lad blandingen simre ca. 10 minutter. Når æblerne er bløde tilsættes honningen. Fordel grøden i skåle og top med æblekompot og hakkede nødder.
Ristet blomkål
- 1 blomkålshoved, skåret i 4 skiver oppefra og ned, 1½-2 cm tykke
- 3 spsk. olivenolie
- 2 spsk. dukkah
Læg blomkålsskiverne på en bageplade med bagepapir, dryp skiverne med olie og drys dem med dukkah. Sæt bagepladen i en 200° varm ovn ca. 20 minutter, til de er gyldne og netop møre, men stadig har bid. Blomkålen kan serveres som tilbehør eller sammen med dampet kål eller spinat og et pocheret æg.
Spis det hele
At undgå madspil gælder, uanset hvilken råvarer, der tilberedes. ”Fra hoved-til hale”-trenden (Nose to Tail) (dvs. at benytte råvaren uden madspild) er nået fra kødverdenen til det vegetariske køkken, hvor det kaldes ”Root-to-Stem”. Vælg opskrifter, der bruger rødder, stilke og frø, som du ellers ville smide ud, fx pesto lavet af broccolistængler.
Mad fra Mellemøsten og Asien
Mange nyder allerede humus og falafler, og flere retter fra Mellemøsten kommer til. Syrisk, marokkansk og libanesisk mad kommer i fokus, og en ret som den nordafrikanske shakshuka vil vi se oftere på menuen. Ingredienserne i det Mellemøstlige køkken vil være auberginer, mynte, tahin, lam, harissa, kardemomme og tørrede frugter.
Fra Østen henter vi inspiration fra Korea og Japan. Lande hvis mad er farvestålende og med masser af smag. Vi vil benytte tang, mirin, miso, sesamfrø, ramen-nudler og den smukke, pink dragefrugt også kaldet pitahaya.
Glade tarme
De sidste par år er der kommet et utal af bøger om mad til sunde tarme. Og det er ikke slut endnu. Studier viser at tarmens sundhed har direkte indflydelse på vores hjerne. Man taler også om, at vi har en mavehjerne, der har indflydelse på vores humør. En stor del af immunforsvaret sidder omkring tarmene, og sunde tarme kan være med til at minimere risikoen for infektioner og forkølelser. Mad til sunde tarme er miso, kefir, løg, hvidløg, jordskokker og fermenterede grønsager som sauerkraut og kimchi.
Bowls
I 2017 kom der flere bøger som inspiration til ”Mad-i-en-skål”. Tendensen fortsætter, bl.a. med den populære Hawaiin Poke Bowl, der er et lag af kogte ris toppet med rå, marineret tun eller anden marineret rå fisk. Yderligere lægges der grønsager og dressing i skålen. Man benævner også disse skåle som ”den næste generation af sushi”, blot lettere at spise. Vi vil også se ”naturlige skåle”, dvs. at maden tilberedes i skaller fra fx auberginer, spaghetti-squash eller søde kartofler, og spises direkte deraf.
Te
Lige som vi allerede ser kvalitetskaffe, så kommer der også til at være mere fokus på god og velsmagende te. Flere tesaloner har slået dørene op, og te drikkes i stadig flere danske hjem. Forståeligt nok, for der er noget hyggeligt over te, og så smager te vidunderligt, og der er et utal af varianter at vælge mellem.
Al te stammer fra tebusken Camellia sinensis. Det er måden, som bladene bliver behandlet på, der gør forskellen. Når bladene er plukket, bliver de tørret, rullet og sigtet. Undervejs begynder de at gære, og det er via gæringen, at bladenes farve ændres fra grøn til brun, samtidig med at teen udvikler sin aroma. Det er blevet yderst populært at nyde grøn eller hvis te, på grund af disse teers høje indhold af antioxidanter. Eller matcha, som er pulveriserede grønne teblade.