Tips og ideer til gode vaner, der luner langt ind i sjælen og glæder krop og sind (del 2)

Tips og ideer til gode vaner, der luner langt ind i sjælen og glæder krop og sind (del 2)
 

Det nye ’N-vitamin’

N-vitamin er blot en ny betegnelse for naturen. At være i naturen giver både fysisk og mental sundhed. 

En gåtur i den lokale skov eller park er en fin start. Korte ture er helt ok, men gå gerne ofte korte, små ture. 

Lad mobiltelefonen blive hjemme og vær stille, så du kan lytte til din krop og dine tanker.

 

Fordele ved ophold i naturen:

Nedsat oplevelse af stress, fordi ophold i naturen sænker niveauet af stresshormoner og giver en følelse af velvære og ro.

Forbedret koncentration, da korte pauser i naturen kan give fornyet opmærksomhed og koncentration.
Immunforsvaret styrkes, fordi træerne udskiller såkaldte phytoncider, som vi indånder, når vi er i skoven, og som stimulerer de naturlige dræberceller i vores immunsystem.

Længere søvn og en bedre søvnkvalitet, især hvis naturen kombineres med bevægelse.
Naturen opfordrer til mere aktivitet som fx gåture, vandring eller løb.

At være udendørs, giver sollys på huden, som øger kroppens indhold af D-vitamin. 

 

Vand 

Når vi er unge, føler vi en naturlig tørst, når vi har brug for væske. Men med alderen svinder denne evne og risikoen for dehydrering øges. Træthed, hovedpine, forstoppelse, koncentrationsbesvær og tør hud kan være nogle af symptomerne på væskemangel.

Der er mange gode grunde til at drikke vand – det er billigt, klimavenligt og indenfor rækkevidde.

Har du svært ved at få drukket nok vand, så pift det op med skiver af citron eller appelsin eller fyld vandkanden med kviste af frisk mynte.

 

Hvile og små pauser 

At tage tid til pauser får os til at bliver mere vågne og have bedre fokus. Det er ikke fordi, at du er doven, at du har brug for en pause, men en måde at genoplade batterierne på.

Når man er stresset, er restitution især vigtig. Stress i sig selv er ikke farligt, men hvis vi udsættes for det længe uden at balancere det med restitution, kan det blive farligt. 

Ofte springer vi de små mikropauser over, fordi vi har travlt og fordi vi tror, at de ikke gør nogen forskel, men det gør de.

 

5 punkter der har en gavnlig virkning:

  • Natur: find en grøn plante, et maleri med naturmotiver eller lyt til naturens lyde udenfor. Gå gerne en frokosttur i naturen, skoven eller et grønt område. 
  • Passiv hvile: prøv at hvile med en lille guidet meditation for at reducere stress og høj puls. Sid med lukkede øjne og tag dybe indåndinger, eller læg dig ned i et kort øjeblik. Læg dig gerne med strakte ben op ad en væg. 
  • Gode relationer: tag en kaffe- eller frokosttur med en kollega eller en god ven. Gode sociale relationer er vigtige for vores velbefindende. 
  • Bevægelse: fysisk aktivitet i moderate mængder har en genoprettende effekt på kroppen. Træn lidt til frokost, dans lidt til musik eller gå en tur udenfor.
  • Kreative aktiviteter: glemmes let. Lyt til musik og syng med. Løs krydsord, læg puslespil, strik, mal eller lav noget andet kreativt med dine hænder. Når vi bruger vores hænder, mindsker vi stress, angst og bekymringer og styrker vores mentale sundhed. 

 

Ro på recept 

TV-lægen Peter Qvortrup Geisling har tidligere talt om ’Naturen på recept’, og nu nævner han ’Ro på recept’. 

Lad både krop og psyke komme ned i gear. Pauser er vigtige både for krop, sind, hormoner og hjernen – ja, for alle de fire former for sundhed som Peter Geisling taler om: den fysiske, mentale, den følelsesmæssige og den spirituelle sundhed. 

Peter Geisling nævner: ’Af disse fire er mental sundhed og dernæst følelsesmæssig og spirituel sundhed forudsætningerne for at kunne håndtere ens fysiske sundhed. Derfor er det særdeles vigtigt, at vi skaber plads til mental ro’.

Er du mere interesseret i ’Ro på recept’, så ligger der interessante og lærerige podcasts på DR med Peter Qvortrup Geisling. 

 


 

(Opskriften er fra min bog, der udkommer i 2026)

Courgette puttanesca (2 personer)

  • 300 g cherrytomater
  • 2 spsk. olivenolie
  • ½ usprøjtet citron
  • Salt og peber
  • 250 g courgetter, skåret i tynde strimler med en spiral slicer/spirelli  
  • 8 oliven, uden sten og halverede
  • 2 spsk. kapers 
  • 6-8 (ca. 25 g) sardeller

 

  1. Fordel cherrytomater og olie i et fad, krydr med salt og peber, og læg den halve citron ved. Sæt fadet i en 180° varm ovn 15-20 minutter, til tomaterne begynder at blive bløde.
  2. Tilsæt oliven og kapers, og halvdelen af de strimlede courgetter, og pres citronsaft ud over fra den halve citron og sæt fadet i ovnen yderligere 3-5 minutter. 
  3. Pynt med sardeller og resten af de strimlede courgetter.