Skønhed kommer indefra…..

Huden er dit største organ, den kan ånde, sanse, føle smerte og den er kroppens beskyttelse mod omverdenen. Huden er også en vigtigt del af immunforsvaret, og den beskytter dig mod fremmede stoffer, vind, vejr, forurening, stråling, bakterier og virus. Huden har sin egen flora af gavnlige bakterier, som medvirker til dette forsvar.

Og i huden starter dannelsen af D-vitamin, som er vigtigt for immunforsvaret, hjernen og knoglerne.
Huden er også en sladrehank for, hvordan din krop har det. Mangler din krop noget, kan det ses på huden. Eksem, urenheder og bumser kan være eksempler på, at der er noget galt måske med fordøjelsen, måske med kroppens afgiftning.

Er huden meget rynket kan det afspejle at den ikke har fået den næring, den har brug for. Enten fordi den ikke har fået gode fedtstoffer, plantestoffer eller nok antioxidanter – eller måske har der været for meget sukker og solbadning eller for lidt søvn. Naturligvis sætter alderen, og dermed de prøvelser vi får gennem livet, sorger og bekymringer, også sine spor på huden.
 
Huden kan også tage skade af frie radikaler. Du udsættes for frie radikaler, hvis du ryger, tager overdreven solbadning, spiser meget sukker eller dårlige, billige olier eller du mangler gode, sunde fedtstoffer eller vitaminer og mineraler, mangler søvn eller er meget stresset.
På sigt vil det føre til at kollagen falder sammen og bliver løsere, fibrene i din hud bliver mindre elastiske og slappe, og de stoffer, der holder på hudens fugtighed, mister evnen til at binde væske, og huden bliver tør og rynket.
 
Maden til din hud
Din hud behøver sunde fedtstoffer, især omega-3 fedtsyrer. De er i fede fisk, valnødder, chiafrø, kværnede hørfrø eller hørfrøolie. Olivenolie, nøddeolie, mandler, nødder og kerner indeholder også fedtstoffer, som de hud elsker. Billige, vegetabilske olier er ikke hud-venlige. Føles huden tør er det ofte et tegn på, at den mangler fedtstoffer eller vand.

Huden har også brug for proteiner fx fra fisk, fjerkræ, mandler, nødder, quinoa eller bælgfrugter.
Undgå tilsat sukker, hvidt mel og hvide ris, som giver et hurtigt, højt blodsukker. Højt blodsukker og højt insulinniveau stimulerer kroppens egenproduktion af mættet fedt i lever, fedtvæv og hud, og mættet fedt ”fanget” i hudceller er et af problemerne ved uren hud og bumser.
 
Super sunde råvarer til en smuk hud
Generelt kan siges at plantestoffer, antioxidanter og gode fedtstoffer ikke fjerner eksisterende rynker, men de udsætter hudens aldring, stimulerer cellefornyelsen, mindsker pigmentpletter og giver huden en sund glød.

kologgront

Laks og andre fede fisk indeholder omega-3 fedtsyrer der modvirker inflammation, også i huden, hvor det kan optræde som røde pletter og uren hud. Omega-3 indgår i cellemembraner og er nødvendig for optimal funktion af alle celler, også hudens celler.
De fede fisk indeholder også selen, en antioxidant, der beskytter hudcellerne mod skader fra frie radikaler. Desuden indeholder de fede fisk D-vitamin, som har betydning for vedligeholdelse af huden.

Granatæble indeholder punicinsyre, der fremmer hudens cellefornyelse. Desuden indeholder granatæble mange antioxidanter, der beskytter huden mod skader fra sol, forurening osv.

Mandler er fyldt med E-vitamin, der er en stærk antioxidant. Desuden indeholder mandler masser af de sunde monoumættede fedtsyrer.

Blåbær har et højt indhold af A- og C-vitamin, der øger blodgennemstrømningen til de små blodkar, så huden bliver iltet og holder sig frisk og spændstig.

Gulerødder er fyldt med betacaroten, der er en antioxidant og hjælper med heling af skadet hud. Betacaroten beskytter også mod soleksem.

Spinat holder bindevævet fast, og forhindrer huden i at blive tør og rynket.

Avocado indeholder E-vitamin, der sænker ældningsprocessen, og så er avocado fyldt med de sunde fedtstoffer, der fremmer optagelsen af de fedtopløselige vitaminer (A, D, E og K).

C-vitamin rige frugter og grønsager (appelsin, rød peberfrugt, bær, hyben, grønne grønsager etc.) fordi C-vitamin fremmer dannelsen af kollagen i huden, og kollagen er det vigtigste protein i bindevævet. Det har afgørende betydning for hudens styrke og elasticitet. Mangler huden kollagen, så bliver den rynket.

Græskarkerner indeholder zink, som er et meget vigtigt mineral for huden.

Bælgfrugter indeholder gode proteiner og et væld af vitaminer og mineraler. De er gode til at bygge huden op og en god allround beskyttelse til huden.

Grøn te indeholder plantestoffer, der kan medvirke til at reparere huden endda efter solskader.

Vand er det mest oplagte til en tør hud. Hvis kroppen mangler væske, trækker den vand væk fra huden for at bruge vandet til de mest livsvigtige funktioner i kroppen.