En kraftfuld antioxidant
Blåbær smager helt eventyrligt og i de senere år er der kommet vældig fokus på disse smukke bær, i takt med at kendskabet til phytostoffer og antioxidanter er steget. Blåbær er en fantastisk kilde til flavonoider specielt et pigment, antocyanin, som er en meget kraftfuld antioxidant og modvirker oxidativ stress og inflammation, der kan medvirke til kræft.
Det er antocyaninerne der giver blåbær deres smukke dybblå farve. Blåbærrenes kraftige antioxidantvirkning skyldes ikke, at de indeholder meget stærkere antocyaniner end andre bær, men at blåbærrene indeholder mange forskellige typer og i store mængder. Mens mange andre bær har tre til fem forskellige antocyaniner, så har blåbær op til 30 forskellige varianter.
Antocyaninerne er følsomme for lys og varme, og kogning vil ødelægge noget af deres egenskaber, så friske bær er bedst – og de smager vidunderligt. Andre vigtige plantestoffer er quercitin og ellagsyre. Disse flavonoider har vist sig at kunne modvirke kræft, idet deres antioxidative virkning er med til at beskytte cellerne og DNA´et mod at blive beskadiget.
Blåbær er også rig på C- og E-vitamin og på fibre. I blåbær findes også steroler, ligeledes et fytostof. Det har vist sig, at sterolerne i blåbær modvirker det første stadie, der hvor cellerne begynder at danne knuden, mens antocyaninerne kan modvirke vækst og spredning senere.
Blåbær har lavt indhold af frugtsukker og skaber derfor ikke problemer med blodsukkerbalancen.
Blåbær-tips:
- Bland blåbær i en smoothie sammen med banan, vegetabilsk mælk, lidt usprøjtet reven citronskal, græskarkerner, et drys kanel og lidt olie
- Kom bærrene på din morgenmad
- Anvend bærrene i desserter eller nyd dem som de er!