Et nyt år er netop begyndt fyldt med nye intentioner, håb og drømme. Naturen sover, og vi har stadig mørke og korte dage.
Heldigvis ser vi de første livsbekræftende forårsbebudere som erantis og vintergækker.
Blandt madvarerne er der også lyspunkter, de gule og orange citrusfrugter og de smukke, sunde bitre salater julesalat, radicchio og rucolasalat.
Tiden kalder på selvforkælelse i denne mørke, kolde måned. Så kroppen vil gerne have et varmt fodbad, nakke- og skuldermassage, en varm kop te, meditation eller afslapning til smuk musik.
Mange starter på en frisk i et nyt år. Der ryddes op på flere planer og måske påbegyndes nye vaner, det kan være inden for kost eller motion eller begge dele. Gamle vaner, der måske er grundlagt tidligt i livet, kan være svære at ændre, og en ny livsstil kommer ikke af sig selv.
Sund mad skal være nemt og ikke kedeligt. Det handler om velsmagende mad med smukke farver, mad der giver dig energi – det handler ikke om tørstegte bøffer og dampet broccoli.
Der findes ikke én kur, én løsning eller ét træningsprogram. Det handler ikke om at droppe det røde kød helt eller træne i timevis, faste hver anden dag eller kun købe økologisk. Det vigtigste er at finde balancen, det du kan lide, og det der virker for dig.
Føler du dig lidt nede i humør her i den mørke januar måned, så ty til mad, der indeholder tryptofan. Tryptofan omdannes i kroppen til serotonin, som er vores ’lykkehormon’ og gør os i bedre humør. Tryptofan er fx i broccoli, svampe, banan, nødder og mørk chokolade.
Lider du af stress eller dårlig søvn – ja, og ofte hænger det hænger det sammen, så kommer der mere om dette i næste måned.
Månedens råvarer: citrusfrugter, kål, radicchiosalat, jordskokker og torsk.
Appelsiner
Sæt tænderne i de smukke, søde appelsiner. Alene det at nyde den som den er, er både lækkert og velsmagende.
Den er fyldt med C-vitamin, ligesom de øvrige citrusfrugter og styrker dermed dit immunforsvar. Den flotte farve får appelsinen fra karotener.
Desuden indeholder appelsiner C-vitamin, pektin og limonen, som alle er med til at styrke dit immunforsvar.
Skallen er også sund, men kun når den er usprøjtet. Så kan komme hele appelsinskiver i brød eller gryderetter og salater, eller du kan tilsætte revet skal i smoothies.
Du kan også:
- Skære den i fileter og vende den med nøddeolie, citron og ristede pistacienødder
- Spise fileterne med flødeskum og kakaonibs eller reven chokolade
- Bruge den i salater sammen med kål og valnødder
- Bruge den med gulerødder, mynte og oliven
- Bruge den som topping på grød
- Presse den til den flotteste juice eller bruge den i en smoothie
Rosenkål
Mange kender rosenkål kogte og lidt kedelige, men de små kålhoveder har andet at byde på, de er nemlig ernæringsmæssigt i top.
Generelt indeholder alle slags kål A- og C-vitaminer og mineraler som kalk og magnesium.
Desuden indeholder kål en lang række fantastisk virksomme plantestoffer som klorofyl, lutein, sulforafan og indoler. Klorofyl og lutein gavner hjerte-kar-sundheden, mens sulforafan og indoler er med til at forebygger visse kræftformer bl.a. brystkræft. Dels stimulerer stofferne leveren til at arbejde optimalt, så uønskede stoffer neutraliseres, dels modvirker de inflammation. Du får det bedste udbytte af kålens virksomme stoffer ved at snitte og tygge kålen grundigt.
Tips:
- Prøv at sautere rosenkål let i olivenolie og hvidløg, i stedet for at koge dem, så forbliver de sprøde og lækre.
- Bland dem med olivenolie, sojasauce, et dryp honning og et par stænk tabasco og steg i en 180° varm ovn ca. 25 minutter.
- Bag rosenkålene i ovnen sammen med olivenolie, citronsaft, timian, salt og peber i ca. 20 minutter. Drys med revet parmesanost og bag videre i 15 minutter.
- Halve rosenkål tilberedes i ovnen og vendes derpå med honning og dijonsennep.
- Steg rosenkål og hasselnødder på en pande og smag til med citron- eller appelsinsaft. Bacon smager også godt sammen med små, stegte rosenkål.
ROSENKÅLSSALAT
- 300 g rosenkål, skåret i tynde skiver
- Ca. 20 radiser, skåret i tynde skiver
- 10 cm agurk, skåret i tern
- 1 dl ærter
- 3-4 spsk. olivenolie
- 3-4 spsk. lime- eller citronsaft
- ½ tsk. Dijon sennep
- ½ tsk. flydende honning
- Salt og peber
- 50 g mandler, ristet let på en pande og grofthakkede
Hvis ærterne er frosne, overhældes de med kogende vand og står et øjeblik, hvorefter vandet hældes fra.
Bland rosenkål, radiser, agurk og ærter i en skål. Bland olie, sennep, honning og lime- eller citronsaft, og smag til med salt og peber.
Kom dressingen over grønsagerne og drys med mandler.
ROSENKÅLSSALAT MED RISTEDE NØDDER
- 20 rosenkål
- 25 g cashewnødder, ristet på en tør pande og groft hakkede
- 100 g babyspinat
- Reven skal og saft af ½ usprøjtet citron
- Ca. 2 spsk. olivenolie
- Salt og peber
Pluk bladene af kålene, og kog dem i letsaltet vand 1 minut. Lad dem derefter køle af.
Vend alle ingredienserne sammen, og krydr med salt og peber.