Sundhed

I dag møder vi ofte ordet ’sundhed’ koblet sammen med fysiske ting som mad og motion. Men efterhånden møder vi også ord som mental og spirituel sundhed. Når jeg kigger tilbage på mit liv, kan jeg se, hvordan min mentale tilstand har hængt uløseligt sammen med min fysiske tilstand. 

I USA sidestilles yoga, meditation, visualisering, musik og bøn blandt mange læger med fysisk næring. 

 

En sund sjæl i et sundt legeme

Som der stod over døren til min skole: ”En sund sjæl i et sundt legeme” – et ordsprog, der er mere aktuelt end nogensinde i dag, hvor vi haster rundt for at nå det hele. Hvad der giver glæde og skaber energi for den enkelte, er forskelligt. Er det friske blomster, børnenes leg, et lækkert måltid, at strikke, dyrke yoga, et varmt bad eller samvær med familie og gode venner?

 

 

Listen er uendelig og har lige så mange muligheder, som der er mennesker. Nogle har brug for fred og ro til sig selv i en stille stund, andre er til det mere livlige og dynamiske liv. Prøv at tænke på, hvad der giver dig energi fra solopgang til solnedgang – eller hvad eller hvem der måske tager din energi. Hvad skaber balance og glæde? Hvad nærer din krop og dit sind? Og husker du at lytte til din krop? Blot små skridt og ændringer kan være med til, at du føler dig sundere og gladere, mere vågen, positiv og stærk. Det er ikke altid let, og det sker ikke over night, men det er en tanke værd.

 

Fysisk, mental og spirituel sundhed

’Fysisk, mental og spirituel sundhed’ er noget, som tv-lægen Peter Qvortrup Geisling på et tidspunkt har talt om. Hvis man har det skidt mentalt og slås med eksempelvis stress, så er ens livskvalitet for det første meget påvirket, og for det andet er ens overskud meget lille. Kronisk stress giver hukommelsessvigt, koncentrationsbesvær og problemer med at sove om natten. Mange har svært ved at give slip på hverdagens bekymringer og vågner ved tre-fire-tiden om natten med tanker, der myldrer rundt i hovedet. Alt det påvirker vores velbefindende. Derfor er den mentale sundhed lige så vigtig som den fysiske.