Smoothie – det flydende guld
Til tider er det lettere at ”spise” sine grønsager flydende, og fordelen er ikke kun, at det er hurtigt at tilberede, nemt at spise eller drikke, men også at tilberedningen giver uendeligt mange muligheder og variationer. Spinat, avocado, spirer, pærer og en håndfuld græskarkerner lyder som ingredienser til en god salat, men tilføres der lidt mælk eller plantemælk og det blendes sammen, så er det pludseligt blevet til en grøn, cremet smoothie, et fuldgyldigt måltid, der både indeholder gode fedtstoffer, kulhydrater, fibre og mange fytostoffer (plantestoffer).
Med ”det flydende guld” kommer du også let op på 600 g grønsager, bær og frugt om dagen.
Smoothies kan give lette og enkle måltider og kan tilberedes både til morgenmad og frokost eller mellemmåltider. Har du været til træning, så er det godt at fylde op med en smoothie. Du kan bruge ovenstående ingredienser (spinat, avocado etc.), tilføre en banan og proteinpulver og blende det hele – så har du masser af næring til din krop. Hvis du vil ”rense” din krop, så er smoothie en nem måde at hjælpe kroppen. Alle grønsager har en afgiftende virkning på kroppen, især broccoli, avocado, agurk, ingefær og blåbær er guf for din leverafgiftning.
Hvis du holder din smoothies i én farveskala, så får den de smukkeste farver, og samtidigt kan du holde styr på deres sundhedsmæssige fordele. Farverne på frugt og grønt er direkte forbundet med, hvilke næringsstoffer de er rige på. Det er altid godt at spise farverige grønsager, frugt og bær, da farven er indikator for, hvor mange fytostoffer der er i. Jo mere farve, jo flere plantestoffer. Fytostoffer virker som kraftfulde antioxidanter, der nærer og beskytter din krop og modvirker inflammation i kroppen.
Mørkegrønne grøntsager er fx rige på jern, K-vitamin, betakarotin, lutein og klorofyl. Du kan sagtens komme frosne grønne grønsager i din smoothie. Frossen spinat, broccoli eller ærter kan blendes godt med, og de frosne grønsager gør faktisk bare din smoothie mere cremet og fremhæver sødmen fra bær og frugt. Frisk bladgrønt (persille, babyspinat etc.) kan også sagtens komme i en smoothie.
Lilla grøntsager, bær og frugter indeholder plantestofferne anthocyaniner, der dels giver den smukke farve, dels holder hjernen skarp og bedre hukommelse og indlæring.
For at din smoothie skal blive nærende og energifyldt, og ikke blot en ren sukkerbombe, så bør den indeholde en balance mellem bær, grøntsager, proteiner (mandler, nøddesmør, frø, skyr eller proteinpulver), fedtstoffer (avocado, hørfrøolie, valnøddeolie) og krydderier (kanel, ingefær, gurkemeje). Du kan også komme lidt havregryn i din smoothie, for at gøre den mere bastant og mættende.
Den bitre smag fra kakaopulver, kakaonibs eller mørk chokolade kan give et perfekt modspil til sødmen i smoothien. Er du til lakrids, så kan det også tilsættes, lige som matcha (grønt tepulver) kan tilsættes i små mængder.
Banan og tørrede dadler kan tilføre din smoothie sødme.
Grøn smoothie (2 personer)
- 1 stilk bladselleri, med blade
- 1 moden banan
- 1 kiwi, uden skræl
- ½-1 avocado, uden skræl og sten
- Saft af 1 lime
- Evt. 1 spsk. proteinpulver
- 1 spsk. mandelsmør
- ¼-½ l mælk, plantemælk eller kokosvand
Bland alle ingredienser i en blender sammen med et par isterninger og blend det hele glat og cremet.