SOMMER – ‘HERE COMES THE SUN’

Den danske sommer er lys og let og forhåbentligt pakket med solskinstimer, og det er tid til at nyde de lange, lyse sommeraftener. Når det er sommer, sol og sandalvejr, rykker vi udendørs, og maden bliver lettere og mere enkel at tilberede. Friske, sprøde grønsager, bær, frugt og grill-mad bliver hverdagsmad i mange hjem.   

 

SOMMERGRØNT

Spinat gør dig stærk som Skipper Skræk i tegneserien fra 1929. Den er sprængfyldt med A, C- og K-vitaminer, jern og kalium. Desuden har spinat nitrit, som er udskældt i pålægsindustrien, men når det kommer fra grønsager som spinat, rødbede, rucolasalat og selleri er det ok. I disse grønsager er der nitrat, som omdannes til nitrit, når det blandes med spyt i munden, og nitrit udvikler sig derpå til nitrogenoxid – og det vil vi rigtigt gerne have, da nitrogenoxid får blodkarrene til at udvide sig og derved kan være med til at sænke blodtrykket.

Kartoffel: nye danske kartofler er et hit stort set hver dag i sæsonen. Du kan anvende dem som kogte serveret med brunet smør med frisk salvie og drysset med reven parmesanost – eller ovnbagte serveret med ærtehumus, friske ærter og koriander. Eller ganske enkelt nykogte serveret med radiseskiver og brøndkarse.

Jordbær er små C-vitaminbomber, og selv om de er søde, så påvirker de ikke dit blodsukker negativt. De er kalorielette, fiberrige og er fyldt med væske, som holder dig vel hydreret i sommervarmen. Nyd de små populære bær i tærter, kager, koldskål, til det skønneste syltetøj eller dyppet i chokolade.

Et tips: tag først stilken af, efter at du har skyllet jordbærrene. Derved undgås at bærrene bliver vandede og mister smag og vitaminer.

 

Fra min kommende bog ’Spis i farver’, der udkommer august 2026.

Jordbærdessert med creme og crunch 

  • 200 g jordbær, rensede og skåret i mindre stykker
  • ½-1 dl koncentreret hyldeblomstsaft
  • 4 jordbær til pynt, delt i kvarte

Creme:

  • 100 g mascarpone
  • ½ tsk vaniljepulver
  • ½ dl piskefløde
  • ¼ dl flormelis
  • 50 g græsk yoghurt

Crunch

  • 25 g pekannødder, grofthakkede
  • 25 g koldt smør, i små tern
  • 25 g rørsukker eller farin
  • 25 g havregryn

 

Læg jordbærstykkerne i en skål og hæld hyldeblomstsaft over og lad det stå, mens crunch og creme tilberedes.

Crunch: bland pekannødder, sukker, havregryn og smør sammen med fingrene til en slags crumble. Fordel blandingen på en bageplade og sæt den i en 180° varm ovn ca. 10 minutter, til blandingen er gylden.

Creme: pisk mascarpone, vaniljepulver, fløde og flormelis luftigt. Vend forsigtigt yoghurt i.

Ved anretningen fordeles creme, jordbær og crunch i lag i to glas og der pyntes med friske jordbær.
 

 

SOMMER-MADDER

Når det er varmt udenfor, er der ikke altid lyst til varm mad, og den kan sagtens erstattes med rugbrøds-madder med sommerens lækre råvarer. Pålægget kan være:

  • Stegt kyllingekød med tomater, krydderurter og pesto
  • Humus toppet med agurke- og radiseskiver, ærespirer og ristede græskarkerner
  • Røget laks med rygeostcreme og avocado
  • Kartofler med sprødstegt parmaskinke og purløg
  • Jordbær med hytteost og akaciehonning
  • Friske bær med græsk yoghurt og mynte 

 

PICNIC I DET GRØNNE

Så snart det bliver varmere i vejret melder trangen sig til at opholde sig ude det meste af dagen. Tag et blødt vattæppe og en kurv med spiselige godter og kolde drikke under armen, og find det bedste sted enten i haven, skoven eller på stranden. Indholdet i picnic-kurven kan være:

  • Kyllingelår med marinerede kartofler 
  • Charcuteri, paté og oste 
  • Grønsagsstave og hummus eller ærtedip
  • Salat med perlespelt, radiser, ærter, agurk, granatæblekerner, pesto og frisk koriander
  • Brød, pirogger eller wraps
  • Tærte, kage eller muffins til den søde tand 

 

MORGENSTART PÅ EN SOMMERDAG

  • Overnight oats er et koldt alternativ til havregrød, og rart på en varm sommerdag. Du blander havregryn og mælk eller plantemælk og stiller det i køleskab natten over. Næste morgen har du nem morgenmad, der toppes med friske bær og/eller tern af mango og nødder
  • Tilsæt frugt og grønt i bagværk fx revne gulerødder i brød, blåbær i små, tykke pandekager eller bananer i muffins, så når du lettere de anbefalede 600 g frugt og grønt om dagen
  • Bland hytteost med tern af melon, agurk og hakket mynte og top med ristede græskarkerner
  • Blødkogt æg med avocado og stegte tomater
  • Yoghurt med granola, friske bær og små æbletern 
  • Omelet foldet om skiver af mozzarella, serveret med tern af agurk, tomat og peberfrugt
  • Frugtsalat vendt med avocadotern, hakkede nødder og lidt mørk chokolade
  • Smoothies er en af de nemmeste måder at øge indtaget af grønt på. Du kan forberede frugt og grønt til blenderen om aftenen og sætte dem i køleskabet. Næste morgen køres de med væde og fx kanel eller kardemomme og nødder eller mandler.

 

 

image_pdfGem som PDFimage_printUdskriv