Mindre madspild – og opskrifter fra min bog ’En sund kvindekrop’ (udkom februar 2021)

Mindre madspild

At undgå madspild var helt almindeligt før i tiden. Så blev det glemt i en generation eller to, og nu er det tilbage igen som noget helt naturligt. Kig i dit køleskab og vær kreativ, før du køber nyt ind.

Du kan læse mere om mindre madspild, og få flere ideer, i min bog ’En sund kvindekrop’. Bogen kan købes i boghandlen eller lånes på biblioteket. Men her får du lige nogle hverdagstips fra bogen:

 

  • Let runkne grøntsager kan skæres i tern, blandes med urter, krydderier og kikærter og steges i ovnen.
  • Friske grøntsager, du ikke lige får brugt, kan skæres i bidder, blancheres kort og fryses – og anvendes senere til supper og gryderetter.
  • Mange supper kan fryses ned, når de er helt afkølede.
  • Kogte grøntsager kan nemt vendes med sammenpisket æg og bruges til æggekage, tortilla, eller som fyld i en tærte.
  • Kogte bælgfrugter kan fryses i mindre portioner og anvendes senere.
  • En rest kogte ris eller quinoa kan kommes i røræg, en suppe eller blive til en indisk karryret.
  • En rest stegt laks kan anvendes i madpandekager, salater eller til lakserillette.
  • En rest chili con carne kan bruges som fyld på en pizza eller til lasagne.
  • Kogt kylling kan bruges som fyld i tarteletter eller suppe.
  • Saften af en blød citron kan fryses til isterninger til senere brug.
  • Meget modne bananer kan anvendes til is, kager eller smoothies.
  • En rest mysli eller kan tilsættes i pandekagedejen.

 

Her er tips til brug af ingredienser, som du eventuelt har en rest af i skabet.

 

Kapers 

  • Kapers-smørsovs: steg 1-2 spsk. kapers i smør til de er gyldne og dufter let af nødder. Rør saften af ½ citron i og server saucen til fiskeretter.
  • Salsa verde: blend krydderurter som fx persille, koriander og/eller basilikum sammen med 1-2 spsk. kapers, lidt Dijonsennep, vineddike og olivenolie.
  • Bland grofthakkede kapers med mayonnaise, grov sennep og estragon og server mayonnaisen til stegt kylling og pommes frites. Eller rør en tartarsauce af hakkede cornichoner, kapers, mayonnaise og græsk yoghurt – saucen passer til fisk.

 

Fetaost

  • Fetaost som topping – se opskriften her på ’Ærte-mynte-mos’.
  • I tærter, pirogger, salater og pastaretter.
  • Smuldre fetaost over skiver af melon og tern af nektariner.
  • Honning-bagt feta: læg et stykke feta på et stykke folie, dryp med lidt olivenolie og flydende honning og læg en rosmarinkvist ved. Pak folien om fetaosten, og læg pakken i en 200° varm ovn ca. 15 minutter. Serveres lun med brød.

 

En halv dåse kidneybønner

  • Steg 1 fed hakket hvidløg med 1 hakket løg. Vend kidneybønner i sammen med 1 tsk. stødt spidskommen og 1 tsk. stødt koriander og 1 dl vand. Lad det simre og mos det let sammen før serveringen.
  • Krydrede kidneybønner: mos bønnerne let med 25 g revet cheddarost og en skefuld chilisauce. Serveres på en bagt kartoffel. 
  • Tilsæt bønnerne som fyld i en suppe. Det giver fylde og mæthed.

 

Tahin

  • Brug tahin i en dip eller dressing – se opskriften her på ’Auberginedip’.
  • Rør tahin i de kogte nudler og top med sauterede grønsager.
  • En hurtig ’slaw’ blandes af tahin, mayonnaise, yoghurt og hvidvinseddike, og dressingen vendes det reven gulerod og fintsnittet spidskål.

 

Ricotta

  • Små, tykke pandekager: bland lidt ricotta i dejen og tilsæt revet usprøjtet citronskal.
  • Rør ricotta til en dip med citronsaft og krydderurter. Dryp med olivenolie før dippen serveres med grønsagsstave.
  • Tilsæt ricotta til en frittata eller din omelet, det giver en lækker konsistens. Kom eventuelt strimler af kogt skinke og hakkede forårsløg i din omelet, før den steges på panden. Du kan også anvende ricotta, pisket med æg, til fyld i en tærte.
  • Et stykke rugbrød med først moset avocado, dernæst ricotta, lidt figenmarmelade, sesam- og nigellafrø og til sidst et dryp olivenolie.

 

4 slags dip fra ’En sund kvindekrop’

Dip kan serveres som tilbehør eller sammen med radiser og grønsagsstave af agurk, bladselleri, gulerødder, rodfrugtchips og ristet brød.
 

 

Aubergine dip

  • 2-3 mellemstore auberginer
  • Olivenolie
  • Salt og peber
  • 3 fed hvidløg
  • 1 spsk tahin
  • 1 tsk peanutbutter
  • Saft og revet skal af ½-1 usprøjtet citron
  • 1 spsk sesamolie
  • ½-1 tsk paprika

 

  1. Skræl auberginerne og halver dem på langs. Læg dem i et ovnfast fad, dryp med olie og krydr med salt og peber. 
  2. Sæt fadet i en 210 °C varm ovn i ca. 40 minutter, til auberginerne er gyldne og bløde – læg hvidløgsfeddene ved de sidste 10 minutter.
  3. Lad det hele køle af og kom auberginer og hvidløg i en foodprocessor sammen med resten af ingredienserne og kør til en cremet dip.

 

Rødbede-Valnødde dip

  • 250 g kogte rødbeder, hakket groft
  • 1 fed hvidløg, presset
  • 1 lille bundt koriander, hakket groft
  • 1 lille bundt persille, hakket groft
  • 50 g valnøddekerner
  • 2 spsk olivenolie
  • 2 tsk balsamicoeddike
  • Salt og peber

 

  1. Kom rødbede, hvidløg, koriander, persille og valnøddekerner i en foodprocessor og kør, til det bliver til en grov pesto. 
  2. Kom blandingen i en skål, rør den med olie og eddike, og krydr med salt og peber.

 

Ærte-Mynte-Mos

  • 400 g frosne ærter
  • 1 lille håndfuld mynteblade
  • 1 avocado, skåret i mindre bidder
  • ½ dl olivenolie
  • Saft af ½ citron 
  • Salt og peber
  • Fetaost til topping
  • Ærteskud til pynt

 

  1. Overhæld de frosne ærter med kogende vand, lad dem tø op og lad dem dryppe af.
  2. Kom ærterne i en foodprocessor sammen med mynte, avocado, olie, citronsaft, salt og peber.
  3. Kør blandingen til en grov konsistens. Smag til med salt og peber og kom mosen i en skål. 
  4. Pynt og top med fetaost og ærteskud. 

 

Dip med peberfrugt og valnødder 

  • 1 glas grillede hele peberfrugter (180 g drænet vægt), væden hældes fra
  • 75 g valnødder
  • 50-75 g mandler, blendet til fint mel
  • 1 tsk stødt spidskommen
  • 3 spsk olivenolie
  • Ca. 2 spsk citronsaft
  • Salt 

 

  1. Peberfrugterne klemmes helt fri for væde.
  2. Kom alle ingredienserne i en blender og kør til en ret grov konsistens. Konsistensen kan justeres med olie. 
  3. Smag dippen til med citronsaft og salt.

 

image_pdfGem som PDFimage_printUdskriv